Tysk Mesterskab 2006
Det åbne tyske mesterskab i A-Cat blev afviklet under Travemünder-Woche.
Det blev et mesterskab i "ventning" i stedet for i sejlads - men sådan kan det jo gå af og til.
Torsdagen blev startet med en udsættelse, og selv om vinden kom, blev de ved med at udsætte sejladsen - de skyldes nok at vindretningen endnu ikke var stabil. Kl. 14 blev vi endelig sendt på vandet, og vinden var nu tiltaget til delvis over 10 m/s. Retningen var nordøst, så bølgerne begyndte også at blive større og større.
Mesterskabet lå en ugen inden VM begynder i Sverige, så dele af verdenseliten havde lagt et stop forbi på vejen til Sverige. Deltagere fra 8 nationer havde meldt deres ankomst, og niveauet var også tilpas højt.
Det var de lange og de tunge der gav den gas i hårde vind, så os der vejer knapt så meget kunne kun depower så meget som muligt og så håbe på at hente noget af det tabte på lænse benene. Første sejlads endte med en 6. plads for mit vedkommende, men jeg synes der var potentiale til forbedring.
I pausen inden 2. sejlads blev jeg torpederet af en F18 (som vi delte bane med) hvilket resulterede i et hak i forskroget. En hurtig inspektion viste at det kun var i det yderste lag af kulfiber af sandwich konstruktionen, så båden tog ikke vand ind og jeg besluttede at fortsætte.
Lidt rystet og irriteret over skaden fik jeg startet anden sejlads lidt skævt, men jeg fik igen arbejdet mig op på samme niveau som første sejlads, nemlig en 7. plads.
2 minutter inden starten til tredje sejlads rettede en lille rustfristål krog til cunninghamen sig ud - stort problem! Sejlads i 10-12 m/s uden cunningham er ikke en option. Jeg fik strikket en nødløsning sammen, men kunne kun trække cunninghamen halvt ned i forhold til hvad jeg plejer. Krydsbenene blev lidt af en kamp, men jeg var stadigvæk med på samme niveau som i de tidligere to sejladser lige indtil jeg skulle falde ned bag Ken Urquhart i en styrbord/bagbord situation, blev ramt af en bølge og skyldet over bord hvorefter jeg lavede lidt bodysurfing i trapez efter båden inden den veltede - øv. Resultatet blev en 15. plads :-(
Der var sat "fortsat sejlads", så jeg prøvede at glemme alt der var sket indtil nu og give gas i sidste sejlads for at komme lidt længere op mod toppen igen. Det gik rigtig godt og efter den første omgang var jeg i top tre, men så skød dommeren 3 grønne raketter af som betød at vi skulle tilbage til stranden pga. tordenvejr - øv igen!
Fredag sad vi igen i havblik og ventede på at blive sendt ud, men det nåede aldrig at blive til noget - så hele dagen gik med at sidde standby på stranden.
Lørdag startede på samme måde, men kl. 13 blev vi sendt ud og en sejlads blev også startet ved 14. tiden, men igen blev der afbrudt pga. døende og drejende vind - jeg lå ellers i top 3... Senere blev der startet igen, og da vi gik på sidste lænse ben havde jeg lige fået lirket mig ind på førstepladsen da sejladsen igen blev afbrudt med 3 grønne raketter og vi skulle i land igen - øv igen igen!
Søndag var sidste dag, 12 sejladser havde været planlagt, og stadigvæk var der kun 3 der var blevet afviklet. 5 skulle der til for at vi kunne få en fratrækker, og det var jeg ikke så lidt interesseret i så jeg kunne komme af med min 15. plads fra om torsdagen.
Det var klart at dommerne ikke ville sætte nogen udsættelse, alt skulle prøves for at få nogle flere sejladser i kassen.
Lidt over 11 blev der startet i den lette vind, og alt gik fint. Jeg var første båd ved krydsmærket da der pludselig kom en følgebåd forbi og signallerede afbrudt sejlads - øv igen igen igen.
Der gik en rum ventetid hvor vinden døde helt før termikken satte ind og vendte det hele 180 grader. Kort før sidste start mulighed blev vi sendt af sted, og igen var jeg med i top 3 ved krydsmærket.
På lænseren fik jeg kørt et par taktiske fif af på konkurrenterne og rykkede dermed op på første pladsen. Det eneste jeg nu kunne vente på var at sejladsen igen skulle afbrydes, men heldigvis skete det ikke, og jeg fik kørt en enkelt sejr hjem i let luft - med ca. 1 minuts forspring til 2'eren.
Alt i alt blev det til en samlet 6. plads - noget under mit mål for stævnet, men trods alt hæderligt og en god træning inden VM som starter den 2. august.