VM 2009 i Belmont - Australien

Knap havde jeg fordøjet julegåsen før jeg den 25. hoppede ind i toget med retning lufthavn. Kursen hed Kastrup, Frankfurt, Singapore og Sydney, hvor jeg 32 timer, 2 film og 1 roman senere stod klar til afhentning. Der var én der havde været syg undervejs i flyveren, så der skulle lige et "quarantine team" ind og undersøge vedkommende, før de kunne afgøre om vi måtte forlade flyet, eller om vi alle udgjorde en smittefare for kontinentet. Det blev heldigvis hurtigt afgjort at vi vist var OK.

Sydney i tæt tåge under indflyvningen kl. 6:15 om morgenen.

Jeg blev hentet af min ven Steves kone, og kørt hjem til dem. På vejen kørte hun lige forbi operahuset og over Sydney habour bridge så vi kunne få overstået turist delen.
Hjemme hos dem var Chris Fields fra England allerede ankommet dagen før. Steve og Chris var sejlet ud i Sydney havn i hver deres A-Cat for at se starten på Sydney - Hobart race. Telefonen ringede hjemme hos Steve kort efter min ankomst og de fik at vide at de var på et halvsidesbillede i The Daily Telegraph ved siden af "Wild oats".

Det havde været en ret umulig opgave at sejle i vandet der var helt pisket op af de mange tusinder tilskuerbåde - men en stor oplevelse. Vi kørte i samlet flok 2 timer nord på for at komme til Belmont, hvor først Australsk mesterskab og efterfølgende VM skulle sejles. Undervejs kørte vi ind på en tank for at Chris kunne rende ind og hente avisen og se sig selv på side 104. Han kom ud igen med et ekstra stort smil, for på "Weekend Australian" havde Chris, Steve og Wild oats indtaget forsiden!

1 døgn i Australien og allerede på forsiden af aviserne - han var stolt :-)

Steve havde desværre det rygte til mig at den container min båd var i, var udtaget til "quarantine check", som åbenbart er noget et vist antal containere tilfældigt og rutinemæssigt udtages til, for at undersøge om der indføres jord, planter og træ, hvilket er strengt forbudt. Forventet frigivelse 1. januar. Det betød ingen deltagelse i Australsk mesterskab for mig, og heller ingen træning inden VM...
Da vi nåede frem viste det sig dog at Hollænderen, der havde stået for transporten af containeren, havde snakket en masse i telefon, trukket i nogle snore og skældt en masse ud og havde fået dem til at checke containeren lidt hurtigere, så den var nået frem. Sidst på eftermiddagen havde vi tømt containeren, mit nye sejl var målt ind og jeg var klar til at komme på vandet den 28. til practis race, inden det gik løs med Australsk mesterskab den 29.

Opvarmningen - australsk mesterskab.
Starten til første sejlads skulle gå kl. 13 den 29. december, og jeg tog ud i lidt god tid for at pudse formen lidt af. Høj sol 28 grader og ca. 6 m/s.
Alle 83 deltagere der var meldt til Australsk mesterskab var ivrige for at komme i gang, så vi skulle igennem 2 tyvstarter før vi endelig kom af sted på 3. forsøg.
Jeg fik en perfekt start oppe ved båden. Farten var god og højden bedre end de fleste. Der var mange lokale vindstriber og drejere, men jeg ramte dem perfekt, og da vi kom op til topmærket var jeg toer, lige i røven på Glen Ashby (regerende verdensmester).
På vej op på andet opkryds kunne man se lyn i horisonten og vinden begyndte at tiltage. Der kom mere og mere, og Ashby kæntrede ude foran på andet lænseben - det er et tegn på at man bør være opmærksom! Han kom dog hurtigt op og vandt sejladsen som var blevet afkortet. Og jeg kom ind på en fjerdeplads. Jeg havde dog lavet en fejl i kampens hede og fik ikke afsluttet korrekt, så det blev til en DNF. Ærgerligt men ikke så vigtigt, det er jo fortsat kun opvarmning til VM, så det vigtigste var at se at farten var god og få genopfrisket boathandlingen.

Vi blev sendt ind og fik rigget af mens vinden hylede og regnen kom.
Der var lyn og torden i området og pludselig slog lynet ned meget, meget tæt på. Australske Dave Brewer havde fat i sin mast på det tidspunkt og blev lynafleder for en af de mange "mindre" afladninger der er i nærheden af et nedslag. Han røg ned på jorden og lå og nærmest hoppede rundt i muskel sammentrækninger et stykke tid før han lå helt stille. Folk kom til og der blev konstateret at der var puls og langsom kom han til sig selv. Han blev kørt på hospitalet og beholdt der til observation.

Australsk mesterskab endte den 31. Januar med en serie på DNF, 24, 11, 13, 10. Hvis ikke jeg havde lavet min dumme fejl i første sejlads, var jeg endt på en samlet 9. plads og havde været den bedste "ikke australier". Det vigtigste for mig var dog at jeg var i den rigtige ende af feltet og ved at stabilisere mig lige uden for top 10.

Hajer og stingrays.
Chris og jeg var ude og træne den 1. januar. Vi fandt et par bøjer og sejlede op og ned nogle gange. Vi så ud til at have præcis samme fart, måske var jeg en lille smule hurtigere på læns da vinden tiltog. På det ene lænseben så vi pludselig to finner komme gennem vandet. Det blev vurderet til at være en ca. 8 fods haj!

På en af de andre dage blev der meldt over højtalerne inden vi skulle ud at der var blevet sigtet stingrays på det lave vand, så man skulle se sig for inden man skubbede båden ud, for man skulle nok regne med et par dage i sygehuset hvis man generede sådan en ved at jokke på den. De har lidt andre ting at tage hensyn til der nede...

VM
VM startede den 4. januar med blæst på 28 knob. Klassens grænse er 22 knob, så vi blev sendt på land igen efter at have ligget og ventet i ca. en halv time.
Så førstedagen endte med nul sejladser. Lidt af et antiklimaks når man har sat sig op til at komme igang.
Der var lignende vejrudsigter for de kommende dage, så de ændrede tidsplanen så de kunne sende os ud tidligt i håb om at nå nogle sejladser inden søbrisen satte ind.

94 A-Cat's til start.

Feltet ved VM var på 94 både, som alle starter samtidig på en linie. Vi fik 3 sejladser den 5. januar. Først en i let luft hvor jeg fik en 9. plads, derefter drejede vinden 90 grader og tiltog til ca. 8 m/s og der blev afviklet en sejlads hvor jeg blev 12'er. Vi blev sendt på land for at holde frokost pause og så gik det igen løs kl. 16 med en sejlads i ca. 10 m/s, hvor jeg fik en 14. plads. Alt i alt en god dag hvor jeg undgik at lave store brølere, og den stabile serie gav mig en samlet 10. plads.

Den 6. januar foregik på samme måde. Først en letvejrssejlads hvor jeg holdt stilen og fik en 13. plads, men i de to efterfølgende sejladser hvor der var ca. 7 m/s, var jeg ikke skarp nok i starterne og på første krydsben, så jeg var vel nede i den dårlige halvdel og måtte langsomt arbejde mig op. Det blev til hhv. en ærgerlig 32.
plads og en acceptabel 19. plads. Efter 6 sejladser fik vi en fratrækker og jeg kunne klamre mig til en samlet 11. plads.
Desværre var der længer op til 10. pladsen end ned til 16. pladsen, så der skulle sejles ordentlig i de sidste 3 sejladser for ikke at falde længere ned.

Det var meget rart at slappe fuldstændig af på ”lay day” den 7. januar med lidt boldspil på stranden og lidt body-surfing i Stillehavet. Det var første dag uden sejlads på turen for mit vedkommende, og det var rart for hænderne.

Vi fik sejlet 2 sejladser den 8. Vejret havde skiftet og det var nu overskyet, omkring 22 grader og ca. 8 m/s. Jeg kom godt af sted i første sejlads og fik mig en "standard" placering med en 13. plads.
I anden sejlads kom jeg op mod topmærket i noget der minder om en 15.
plads. Under mig lå tyske Helmut Sturmhoffer og over mig Australske Graeme Parker. Parker var sejlet over lay-line og faldt derfor ned på os. Til sidst kom det til berøring og Parker næsedykkede lige ned foran mig. Jeg fik nogle grimme mærker i båden og blev opholdt et stykke tid med at få viklet bådene ud fra hinanden. Jeg var ned under en 70. plads inden jeg kom videre og endte på en 33. plads. Jeg søgte om godtgørelse men fik den ikke fordi skaden ikke havde væsentlig indflydelse på min bådfart.

Utraditionelt andgreb på første krydsben i 8. sejlads!

Efter de 7 sejladser var Glenn Ashby sikker på førstepladsen og efter den 8. sejlads var også Steve Brewin sikker på andenpladsen. Jeg var raslet ned på en 14. plads.

På sidstedagen var der kun en sejlads der skulle sejles, og alle mellem nr. 3 og 8 havde stadigvæk en realistisk chance for at vinde bronze. Jeg selv fik en rigtig god start og rundede topmærket på 3.
pladsen. Da vi gik gennem gaten efter første lænser, var jeg stadigvæk 3'er og lå lige i læ af nummer 2 men med fri vind.
Pludselig hørte jeg en lyd og det rykkede i hele båden. Man får lige et lille chok og så starter rutinen med at se hvad der er gået i stykker. Det viste sig at være udhalet der var sprunget ud af frølåret, så jeg sejlede med mega hult storsejl i 10 m/s - ikke lige nogen fordel. Jeg gik ind fra trapez og lavede en stagevending for så samtidigt at stramme udhalet op igen under vendingen. Efter at have sejlet i 20 sekunder var den gal igen! En af fjedrene i frølåret var knækket, så jeg måtte manuelt trykke kæberne sammen indtil belastningen fra udhalet trak dem sammen og holdt. Jeg havde mistet en del ved de to vendinger og fået sejlet mig et sted hen hvor jeg egentlig ikke ville være. Jeg endte sejladsen på en 12. plads og rykkede også samlet op på 12. pladsen.

Én måde at synliggøre hvor stærkt og tæt feltet har været i toppen, er at kigge på pointene i top 10. Ved dette VM skulle man have 53 points eller der under for at være i top 10, og med 7 tællende sejladser svarer det til et snit på under 7,6 points pr. sejlads - det er et hårdt felt!

Som fritidssejler er jeg rigtig godt tilfreds med mit resultat, for der er en del professionelle sejlere med i feltet. Her er et udpluk:

1. Glenn Ashby (AUS), Verdensmester i A-Cat for 6. gang, Tornado verdensmester og OL sølvvinder i 2008 og tidligere F18 verdensmester
2. Steve Brewin (AUS), tidligere A-Cat verdensmester og regerende A-Cat europamester.
3. Andrew Landenberger (AUS), OL sølv i 1996 i Tornado
6. James Spithill (AUS), Americas Cup skipper som til dagligt sejler BMW Oracles 90 fods trimaran.
7. Luc Du Bois (SUI), fra Alinghis design team
8. Scott Anderson (AUS), tidligere A-Cat verdensmester og ejer af Fiberfoam
11. Nathan Outteridge (AUS), 49’er verdensmester og OL sejler
14. Tom Slingsby (AUS), Laser verdensmester og OL sejler
15. Mike Drummond (NZL), fra BMW Oracles designteam

Om det er niveauet i A-Cat classen der er højt eller om det er lettere for en 49'er sejler at omstille sig til Moth ved jeg ikke, men til sammenligning har Nathan Outteridge lige vundet det australske mesterskab i Moth 26/1-2009, bl.a. foran klassens regerende verdensmester.