Tysk mesterskab 2010
I Tyskland har de deres nationale mesterskab i den nordlige del hvert andet år, og logisk nok i den sydlige del de andre år. Sidste år var det så sydligt så det var helt nede på Gardasøen, så i år skulle turen gå til Scharbeutz (ca. 20 km nord for Lübeck).
Der skulle sejles 9 sejladser fredag til søndag, men vejrguderne legede ikke helt med, for fredag var der let men drejende vind, som gjorde det umuligt at få gennemført nogle sejladser.
Det var en detalje der passede mig fint, for da jeg ankom hos min bådebygger i Kiel torsdag aften for at hente min båd, der skulle repareres efter en mindre skade, lå den stadigvæk på hovedet og var åben indtil honeycomb’en. Han mente godt han kunne nå at ligge kulfiber på og få den færdig til næste morgen, hvor han så ville levere den i Scharbeutz. En telefonsamtale fredag morgen afslørede at jeg ikke havde nogen båd at sejle i
Jeg tog til Kiel igen og hjalp til med at få båden færdig, og mens jeg lidt desillusioneret sad og spiste aftensmad, fik jeg den ”glædelige nyhed” fra Rasmus, at der ikke var blevet gennemført nogle sejladser. Op tideligt næste morgen, file og slibe lidt, pakke båd og af sted til Scharbeutz – igen.
Vi fik to dage med perfekt sejlvejr. 5-8 m/s, lange bølger og høj solskin. 7 sejladser blev gennemført, og ikke overraskende var den regerende europamester Bob Baier med i kampen og guldet, men det var nu hollandske Sjoerd Hoekstra der snuppede det foran næsen af ham med en perfekt søndag – 3 prikker.
Fra dansk side holdt vi os lidt mere tilbage. Lars Schrøder kæmpede en del med sit materiale (måske skulle alle snorene snart skiftes ud?), så han måtte tage til takke med en 33. plads pga. en del DNF’er.
Rasmus Fredsted fik en flot kapsejlads debut på en 15. plads, med en stigende formkurve gennem stævnet.
Og jeg selv tog en 6. plads, 2-3 pladser dårligere end hvad jeg havde håbet på, men alt i alt ok med den manglende træningsindsats.