Skip to main content

Thomas og Christian til Open Dutch Nationals i Hellecat 29/9 - 1/10 2023

Som en pludselig indskydelse efter aflysningen af Highlander Cup drog Thomas og Christian afsted til det åbne hollandske mesterskab i A-cat i Hellevoetlsuis. Vi vidste godt, at konkurrencen ville blive hård og intens. Stævnet skulle afvikles over tre dage (fredag-søndag).

Efter fredagens sejladser i vindstyrker balancerende på class-limit førte Thomas stævnet og Christian lå nr. tre. Det var en dejlig frisk dag og der blev gået til stålet med spektakulære kæntringer og grejnedbrud. På den hollandske facebook-side ligger der en video af første start, hvor Christian fyrer den af med sådan en iver, at selv Mischa (efter eget udsagn) ikke havde mod på at gå ned af den sti.Desværre kræver den slags iver også sine kræfter - så Christians krydsfart dalede til Mischas niveau (ingen overdrivelser her) efter 5-10 minutters sprint (tid til at skrue op for motionstræningen her til vinter).

Efter dag et var der stor tilfredshed i den danske mini-lejr.

Lørdag var vinden let og søndag lidt mindre let. Begge dag med vand så fladt som et stuegulv. Det gav især de to store (+100 kg) hollændere (Mischa og Thijs) lidt for meget fart i skøjten. De fandt ganske enkelt et gear, som vi andre ikke anede fandtes. Hælder mest til at det var en kombination af deres ekstra rejsende moment og meget flade sejl, der gjorde, at de fløj fra alt og alle - især Mischa som efter en lidt anstrengt første dag satte lutter prikker ind på kontoen virkede endnu engang som kom han fra en anden planet.

Der er noget vi skal have lært her. Thomas endte på podiet med en flot tredjeplads. Christian måtte over de to sidste dage se sig passeret af Thijs og Alex og dermed se sig henvist til femtepladsen.

Herefter var der “kun” de 1050 km til hjemmebasen til Skovshoved, hvor bådene nu står rigget til og venter på mere godt vejr.

/Highlander

(foto: fra Dutch A-division Catamaran Association's Facebook side) 

Link til resultatliste