Skip to main content

Årsranglisten 2022

Efter et par kapsejladsmæssigt magre år, i skyggen af pandemien, var 2022 endelig igen et mere normalt år. Der blev igen afholdt kapsejladser og endda både EM og VM.

Det er i år 17. gang vi har os en årsrangliste i Danish A-Class Association, så jeg tænkte det kunne være sjovt at kigge på lidt statestik - for det er jo typisk det man gør efter 17 år :-)

I de 17 år, har der i alt været 40 navne på vores rangliste (sikke et felt vi kunne have, hvis alle stadigvæk var aktive)

6 sejlere har været med på mindst 10 årsranglister, og de er for øvrigt alle fortsat aktive.

Hele 13 sejlere har kun været kapsejladsaktive i 1 sæson.

2016 var den sæson vi have flest deltagere på ranglisten med 16 sejlere. I snit har der været lidt over 10 aktive sejlere på ranglisten.

Hvis vi ser på en top 5 af sejleres gennemsnitlige ranglisteplacering, for sejlere som har været aktiv i mindst 3 år, ser det sådan her ud

  1. Thomas Paasch: 1,00 i snit over 17 sæsonner
  2. Lars Schrøder: 3,15 i snit over 13 sæsonner
  3. Jørgen Skov Hansen: 3,57 i snit over 7 sæsonner  
  4. Peter Boldsen: 4,50 i snit over 10 sæsonner
  5. Tom Bojland: 5,00 i snit over 11 sæsonner

Det må være historie nok for denne gang, lad os så se på 2022 årsranglisten.

Der var 9 stævner med dansk deltagelse, og som vi har set det flere gange før, så var Peter Boldsen den mest aktive og var med til de 8 af dem.

Jan Saugman er ny mand på listen og debuterer på en 6. plads. var det blevet til et stævne mere for Jan i 2022, kunne det nok også have været blevet til en 5. plads.

Vores belgiske udvekslingsprofessor Astrid i hendes Classic indtager 5. pladsen, godt hjulpet på vej af hendes sejr i classic tysk mesterskab. Ærgerligt at Astrid og Wim forlader landet igen i 2023.

Inden årets sidste stævne, Tysk mesterskab i Wismar, var 2. - 4. pladsen på ranglisten fortsat åben. Peter havde et forspring over Lars og Christian, men hvis det gik skidt for Peter og godt for Lars og/eller Christian, kunne alt fortsat ske.

Lars gav sig dog til at samle på bogstaver på resultatlisten, og trak derfor det korteste stå i kampen. Christian slog godt nok Peter i stævnet, men det var kun med 1 point, og det var ikke nok til at overhale ham på ranglisten. Så på ranglisten blev det til en 4. plads til Lars Schrøder, en 3. plads til Christian Nygaard og en 2. plads til Peter Boldsen. Og dermed har Peter opnået sin til dato bedste placering på listen.

Jeg behøves vel ikke nævne at førstepladsen igen igen blev vundet af Thomas Paasch... 4 stævnesejre i foråret (inkl. DM) og en tæt andenplads ved tysk mesterskab gav de nødvendige points og gjorde ikke mindst at konkurrenterne ikke fik fingrene i top ranglistepoints ved de stævner.

Mon ikke kampen igen bliver tæt i 2023, når dem med nye både har fået skudt deres udstyr ind, Jan har fået tæmmet cat'en og andre nye melder sig på banen.

 

Ranglisten findes her.