Nordic A-Class Cup 2008 afgjort
Harboe Cup 2008 var også sidste stævne i 2008 udgaven af ”Nordic A-Class Cup”. Om det var problemer med online tilmeldingen eller bare dårlig timing for de fleste sejlere skal jeg ikke kunne sige, men desværre var der kun 7 tilmeldte A-Cat’s, og kun 5 af dem der mødte op. Hvis man skal se positivt på tallene, er det da rart at 3 af sejlerne var nye danskere på A-Cat kapsejladsbanerne for 2008, og de to andre var dem der skulle afgøre hvem der skulle vinde Nordic A-Class Cup 2008.
Nordic A-Class Cup er en serie af 5 stævner i Danmark, Sverige og Nordtyskland hvoraf hver sejlers 3 bedste resultater tæller. Inden Harboe Cup var der 3 af de 49 sejlere der har deltaget i 2008 der stadigvæk havde chancen for at vinde serien. Jeg (Thomas Paasch, DEN) og Pontus Johnsson (SWE) lå hhv. 1 og 2 og skulle afgøre den samlede sejr i Skælskør.
Efter lørdagens 5 sejladser, der blev afviklet i en let brise der i løbet af dagen tiltog til ca. 8 m/s, var der en smal 1 points føring til mig. Med to fra toppen a listen og 3 begyndere i feltet, udviklede det sig klart nok til et match race om de 2 første pladser.
Søndag bød igen på flot vejr med ca. 8 m/s, og efter yderligere 3 sejladser var stillingen igen lige. Så præcis som i 2007 skulle sejren i Nordic A-Class Cup afgøres mellem Pontus og mig i sidste sejlads i sidste stævne… Efter ellers at have dækket hinanden gennem alle sejladserne, kørte vi ud på hver sin fløj på første opkryds, og oppe ved krydsmærket viste det sig at jeg havde valgt rigtigt. Et forspring det lykkedes mig at holde resten af sejladsen, og dermed var sejren min.
/Thomas