Blæst i NZ
Vi har meget begrænset internet adgang her nede. Hverken sejlklubben eller hotellet tilbyder fri WiFi, så morgen kaffe med WiFi på Starbucks er vores eneste forbindelse.
Dag 1 ved NZ Championships var én lang pause. Starten var planlagt til kl. 12, men allerede ved briefing kl. 10 blev udsættelsen sat pga. for meget vind, og med en vejrudsigt der lovede tiltagende vind, var der ikke meget håb for sejlads - og der blev det helker ikke til.
I bådparken var der dog heftig aktivitet. Våbenkapløbet blandt favoritterne, som har været i gang med at teste udstyr de sidste par uger, er langt fra slut. De har set hinanden an, fundet deres svagheder og kæmper for at få deres både optimeret i forhold til konkurrenterne. Foiling i A-Cat, inden for de eksisterende regler, er en udfordring og "learing curve" er meget stejl. Regerende verdensmester Mischa Heemskerk har hele dagen arbejdet pa at montere længere rorblade med større T-foil på. Sejlerne fra Team New Zealand har deres både liggende på Team New Zealands base (så vi andre ikke kan se hvad de roder med), og havde i går bedt en måler komme over og måle deres både ind. 3 ud af 5 både blev erklæret ulovlige, så de har i dag haft travlt med at modificere dem i dag, for at blive klar.
Det er dog ikke alle der er hoppet på foiling vognen. Forrige verdensmester, australieren Steve Brevin, og den amerikanske top sejler Lars Guck har begge valgt at gå med det de ved der virker, for ikke at resikere at stille op med noget de skal slodse med hver dag, og som de ikke har haft tid til at teste ordentligt igennem.
På det danske hold er det mest Frank der har haft noget at lave. Hans nye "flexy" sværd ankom fra Australien i dag, og krævede lidt sliben i sværdkisten for at passe perfekt.
Vejrudsigten for dag 2 er desværre ikke meget bedre, så der er risiko for endnu en dag i bådparken.
Mvh. Thomas