Skip to main content

Svenske mesterskaber

Loftahammar på den svenske østkyst satte rammerne for de svenske mesterskaber i A-Cat 27.-29. juli. Ud over svenskere, var der også deltagelse fra USA, Schweiz, Italien og to danskere, Martin Hald Sørensen og Thomas Paasch.

Der var planlagt hhv. 3, 3 og 2 sejladser fordelt over fredag til søndag, men vejret gjorde at det kom til at se anderledes ud.

Fredag startede med sejlads i let skiftende vind, hvor de svære vindforhold kombineret med et meget tæt felt gjorde at det ikke var unormalt at rykke 6-7 placeringer op eller ned i løbet af et ben. Inden starten af anden sejlads kom et tordenvejr ind over banen, hvor vi var omringet af lyn af torden og vinden steg til ca. 15 m/s. Efterfølgende droppede vinden helt og dagens sejladser blev skudt af.

Lørdag fik vi 3 gode sejladser i mere stabil vind omkring 8 m/s. Feltet var utrolig tæt og man kunne aldrig vide sig sikker på sin placering før man havde krydset mållinien. Efter dagens sejladser lå Martin på en 9. plads og Thomas på en 3. plads.

Lørdag aften blev det besluttet at vi bare ville køre på med sejladser søndag indtil et bestemt tidspunkt, og så få afviklet så mange som muligt. Der blev sejlet blandt de ydre skær, og vindretningen gjorde at banen ikke kunne blive alt for lang. 3 gange op og ned tog omkring 20 minutter i ca. 10 m/s, så der var action på drengen!

5 sejladser blev det til om søndagen, og set med danske øjne gik det i den rigtige retning: Martin Hald Sørensen rykkede op på en samlet 6. plads og Thomas Paasch gik i føring og vandt mesterskabet.