I weekenden 4.-5. maj deltog A-Cat’er for første gang i Polyester Cup som bliver arrangeret af Kastrup Sejlklub.

Da man lørdag morgen trådte ud af huset og så snefnuggene hvirvle gennem luften, virkede det umiddelbart forkert at efterlade den varme dyne til fordel for en våddragt og en tur på sundet.

 

Flere af A-Cat’erne havde rodet med nye systemer og/eller udstyr i løbet af vinteren, så det var nu det skulle testes om alt virkede som forventet og om teori og praksis hang sammen. Vinden var frisk fra en nord-vestlig retning som i løbet af første sejlads drejede lidt mere over i nord. Ikke alle nåede første start pga. trængsel i slæbestedet. Ikke alle sejlede den rigtige vej rundt på banen og ikke alles nye grej eller systemer virkede efter hensigten. Men blandt dem der holdt ud i 4 sejladser, var vi enige om at fysikken også bar præg af, at det var året første stævne.

Thomas Paasch førte efter dag 1 – ikke så meget pga. egen fart, mere pga. af andres fejl…

 

Søndag startede lige så koldt som lørdagen havde gjort, men lidt sol og blå himmel fik det hele til at føles rarere. Vinden var gået i vest, så der var fladt vand og skiftende vinde ud for Kastrup havn.

Tom Bøjland åbnede ballet med en første plads, men det var Lars Schrøder der var dagens mand, som vandt de efterfølgende 3 sejladser. Lars havde dog en del bogstaver (DNF og DNS) i baggagen, så det rakte ikke til en samlet topplacering. Thomas Paasch blev til gengæld dagens badedyr, og med hele 3 kæntringer (bl.a. et flot nose dive med 25 knob) gled han ned af listen og endte på en samlet 2. plads foran Peter Boldsen og efter Tom Bøjland, som løb med den samlede sejr.