Skip to main content

Referat fra generalforsamlingen

1. Valg af dirigent.
Som eneste fremmødte medlem som ikke er medlem af bestyrelsen, blev Lars Stenfeldt valgt som dirigent.

2. Formandens beretning
2005 var året hvor vi fik stiftet klasseforeningen. Det hele startede med noget ”undergrundsarbejde” i august, som dog senere blev sat i bero. I slutningen af september blev arbejdet dog genoptaget, og efter noget fodarbejde med Dansk Sejlunion og International A-Class Catamaran Association, lykkedes det den 13/10-2005 endelig at have stablet en officiel A-Cat klasseforening på benene i Danmark. Det var også ”kun” 50 år efter at klassen blev anerkendt i ISAF (dengang IYRU).
Sideløbende blev en hjemmeside oprettet, og efterhånden er den da blevet rimelig anvendelig.
Der er blevet forhandlet med Dansk Sejlunion om hvordan klassen skal administreres mht. Målebreve og bådsregister osv. Resultatet er blevet at vi har fået uddannet en mål som derefter er blevet erklæret officiel klassemåler for A-Cat klassen i Danmark. Dette er også registreret hos IACA. Så nu er der ikke noget der kan holde os tilbage på kapsejladsbanerne.
Apropos kapsejladser, så er der allerede blevet arrangeret 4 kapsejladser, hvoraf det ene er et DM, for 2005 sæsonen. Det har i høj grad været muligt pga. samarbejde med Danish Hobie Class Association. Det ene stævne ser dog ud til at bortfalde, men måske finder vi en anden løsning.
Så den første tid i vores klasseforening er gået med en del administration, det skal der forhåbentlig snart erstattes med noget sejlads…

3. Årsregnskab
Årsregnskabet blev fremlagt af kassereren og godkendt af forsamlingen.

4. Budgetorientering og fastlæggelse af kontingent.
For at have flere midler til at kunne promovere klassen med, som f.eks. til klistermærker og informationsfoldere, blev det besluttet at hæve kontingentet med virkning fra 2007 til 200 kr. + kontingent til IACA (pt. 4,00 € ).
Lars arbejder på at finde en sponsor til klistermærker.
Som ekstra indtægtskilde kan DAA tilbyde bannerreklamer på hjemmesiden.

5. Valg af formand og bestyrelsesmedlemmer.
Så vel formand som også resten af bestyrelsen modtog genval, og blev valgt.

6. Valg af revisor, samt revisor-suppleant.
Lars Stenfeldt Hansen blev valgt som Revisor, Tais blev valgt som revisor suppleant.

7. Vedtægter og klasseregler.
Thomas informerede om de tiltag der er i gang for at afklare hydrofoil reglen. Der er endnu ikke noget konkret.

8. Indkomne forslag.
Der var ingen indkommende forslag.

9. Eventuelt.

1. Ønske sejlnumre
Thomas undersøger hvordan en ordning kan etableres hvor medlemmer kan få lov til at købe et ønske sejlnummer i klassen, mod betaling af et gebyr på 500 kr. Grundreglen er at et sejlnummer følger båden, og at en ny båd får næste ledige nummer. Hvis man enden ønsker at beholde sit nummer ved bådskifte, eller hvis man til en ny båd vil have et andet nummer end det næste ledige, kan dette ske ved at købe et ønskenummer.

2. Samarbejde med Hobie klassen
Thomas fortalte om det samarbejde der foregår med Hobie klassen, og alle fremmødte mente det var en god idé.

3. WM 2006
Det blev besluttet at Thomas Paasch er DAA’s førsteprioritet som deltager til VM i Sverige. Næste mand på listen er Henrik Sommer. Der arbejdes fortsat på at få 2 pladser til Danmark i stedet for den ene vi indtil videre har fået tildelt.